Møde om støtten til Ukraine i London
Statsminister Mette Frederiksen rejser i dag søndag til London for at deltage i et møde om situationen i Ukraine. Foruden statsministeren deltager en gruppe europæiske stats- og regeringschefer, ligesom der forventes deltagelse af den ukrainske præsident Zelenskyj.
”Ukraines kamp for frihed er vores kamp. Det er afgørende et sikre et stærkt Ukraine her og nu, så vi kan nå frem til det, vi alle sammen ønsker: En langsigtet og bæredygtig fred. Europa skal stå sammen og levere mere militær støtte. Hellere i dag end i morgen. Og vi skal sikre de nødvendige sikkerhedsgarantier, så krigen ikke bare vender tilbage til Ukraine eller et andet land,” siger statsminister Mette Frederiksen.
Det er den britiske premierminister, Keir Starmer, der har inviteret til mødet.
For yderligere oplysninger: Statsministeriets pressetelefon +45 29 10 88 25.