Et stærkere Europa og migration i fokus på besøg hos den italienske premierminister
Statsminister Mette Frederiksen tager tirsdag den 11. marts til Rom for at besøge den italienske premierminister, Giorgia Meloni. De skal blandt andet drøfte europæisk samarbejde, Ukraine og migration.
”Vi skal handle for at gøre Europa så stærkt som overhovedet muligt. Der er behov for en samlet tilgang. Styrke vores forsvar, fastholde støtten til Ukraine, kontrollere migrationsstrømmene, sikre fremtidens arbejdspladser og forbedre konkurrenceevnen. Det er blot nogle af de centrale dagsordner. Italien spiller en vigtig rolle i europæisk sammenhæng, og vi har ikke ret lang tid til at træffe de nødvendige beslutninger,” siger statsminister Mette Frederiksen.
De to stats- og regeringschefer skal bl.a. tale om at styrke Europas ydre grænser og mindske den irregulære migration.
”Vi skal genvinde kontrollen med, hvem der kommer til vores kontinent. Der er behov for et nyt asylsystem, og heldigvis strømmer der en ny erkendelse igennem Europa, som jeg kun kan bifalde. Premierminister Giorgia Meloni og jeg har et tæt samarbejde på migrationsområdet. Jeg ser frem til at finde nye løsninger sammen med min italienske kollega,” siger statsminister Mette Frederiksen.
Mødet finder sted i Palazzo Chigi i Rom.
For yderligere oplysninger: Statsministeriets pressetelefon +45 29 10 88 25.